
KOST
Kostvejledning er ikke noget, du booker tid til som sådan, men da det er en af grundstenene i kinesisk medicin, skal kosten også have et par ord med på vejen. Kost er noget, vi som regel tager op under en behandling, særligt hvis der er ubalancer i fordøjelsen. Man regner med, at ca. hver 5 af os i Vesten lider af en eller anden form for irriteret tarm, dvs. smerter og/eller ændrede afføringsmønstre som oppustethed, diarré eller forstoppelse mindst en gang om ugen. Maveproblemer som disse regnes for at være en af de hyppigste årsager til sygefravær på job og i skole.
Flere studier viser også at der er utrolig tæt sammenhæng mellem dit psykiske velbefindende og din tarmflora. Så der er faktisk rigtig meget at vinde ved at være opmærksom på din kost. Hos et almindeligt menneskes er omkring 2 kg af vores kropsvægt tarmbakterier, så mængden siger måske også noget om, hvor vigtigt det er, at tarmbakterierne og hermed din fordøjelse har det godt.
Kineserne deler fødevarer ind efter deres temperatur, og hvilken funktion de har i kroppen. Maden skal være smuk og et måltids værdi øges ved at det indtages i godt selskab. Udover, at råvarerne skal være friske og af god kvalitet, er en af grundtankerne også, at man overvejende skal tænke på at spise tilberedt mad. Ved at gøre dette sparer man sit fordøjelsessystem for at skulle nedbryde rå og kold mad. Dette giver god mening, når man tænker på at kroppens temperatur ligger omkring de 37 grader. Det siges også at koldt vand slukker fordøjelsesilden, så kroppen skal bruge unødigt meget energi på at nedbryde maden. Dette er en af grundene til, at man i Asien stort set ikke drikker kolde drikke, men holder sig til især grøn te, og at te i det hele taget er så højt skattet i Asien. I gamle dage - og stadig i dag - findes der meget fine former som te, som bruges som gaver og tegn på værdsættelse.
Man støtter altså virkelig sin fordøjelse ved at tænke på at spise eksempelvis supper, gryderetter, grød og blancherede grøntsager. Der skal selvfølgelig også være salat og grøntsager på din middagstallerken, så det er den gode balance, der er vigtig her. På denne måde giver du din krop mulighed for at omdanne den føde, du spiser, til livsvigtige næringsstoffer, som din krop har brug for. Resultatet er stabil energi og større livskraft.