
ZONETERAPI
Zoneterapi er en behandlingsform, hvor der hovedsagligt arbejdes med tryk på punkter under fødderne. I kinesisk medicin er foden et mikrosystem. Det vil sige, at hele kroppen og alle organer er præsenteret under foden. Ved hjælp af lette pulserende tryk behandles de forskellige zoner, som relaterer sig til specifikke organer og væv i kroppen. Behandlingen sætter gang i udrensning og cirkulation i organer og væv, som på sigt skaber balance i hele din krop. Det er en meget behagelig og afslappende behandlingsform. Jeg har god erfaring med zoneterapi til følgende symptomer: lavt immunforsvar, fordøjelsesproblemer, smerter forskellige steder i kroppen, stress og uro. Ofte kombinerer jeg zoneterapi med akupunktur/NADA, moxa, Tui na eller cupping.
Zoneterapi til børn og babyer
Zoneterapi er en virkelig fin og effektiv behandlingstype til små børn og babyer. Jeg behandler babyer fra de er få uger gamle. De fleste børn elsker at komme til behandling og nyder roen og nærværet under behandlingen. Hos helt nyfødte kan der være problemer med fordøjelsen, som ofte skyldes et umodent tarmsystem. Med en kolik- diagnose kan livet som nybagte forældre være udfordret, og det skaber utryghed hos både børn og forældre. Jeg har rigtig gode erfaringer med at behandle kolik, og ofte er ganske få behandlinger nok til at symptomerne forsvinder og nattesøvnen er reddet. Også når dit barn starter i institution og udsættes for en hel masse bakterier, er der god hjælpe at hente i zoneterapien. Hvis dit barn gentagne gange er forkølet og har svært ved at restituere, er zoneterapi helt fantastisk til at styrke dit barns immunforsvar. Jeg har mange børn som kommer i efterårs- sæsonen og får et par behandlinger, og så er de klar til vinteren og kommer som regel først igen året efter.